Ordrup Salonen ny sponsor i SGD!

Vi vil gerne med stor glæde byde velkommen til Ordrup Salonen i sponsornetværket i Søllerød Gold Diggers.

SALONEN er en helt ny frisørsalon, der slog dørene op i foråret 2018, beliggende på Clarasvej 2, 2920 Charlottenlund. Den nytænkende salon, med respekt for det klassiske, har til formål at give dig en fantastisk og hyggelig oplevelse, med fokus på kvalitet hele vejen igennem. I SALONEN er de stolte af deres helt nye flotte lokaler hvor du er i fokus fra du træder ind af døren. I SALONEN handler det nemlig om dig!

Flere spillere og trænere har allerede været forbi SALONEN, så kig endelig forbi hvis du skal stå skarpt til den nye sæson!

Der vil løbende i 2019 komme gode tilbud fra Ordrup Salonen, og selvfølgelig også SGD medlemsfordele!

Velkommen til.

Erri Byg gentegner sponsorat for 2019

Endnu en sponsor er på plads for 2019, og vi kan officielt melde ud at Erri Byg ApS har valgt at gentegne, samt udvide, deres aftale med Søllerød Gold Diggers.

“Søllerød Gold Diggers er en familie, et sted der er rart at komme. De sidste par år som sponsor har været en fornøjelse, og det er fantastisk at føle, at man kan bidrage til den udvikling der sker i klubben. Jeg glæder mig til et yderst spændende 2019.” - udtaler ejer af Erri Byg ApS Daniel Erri Mortensen.

Vi takker for det gode samarbejde, og glæder os til en endnu et år.

Materiale ekstraordinær generalforsamling

Ekstraordinær generalforsamling

i Søllerød Gold Diggers

Onsdag den 12. december 2018 kl. 20.30 på Rundforbi Idrætsanlæg, Egebækvej 118, 2850 Nærum 

Jf. §7 i klubbens vedtægter fremsendes hermed endelig dagsorden for den ekstraordinære generalforsamling.

  1. Valg af dirigent og referent

  2. Behandling af indkomne forslag

  • Forslag 1: Ændring af revisor fra Vedbæk Revision til intern revision af Ken Ryttersgaard Stabel. Dette forslag forventes at skabe en besparelse på kr. 9.000 årligt.

  • Forslag 2: Forøgelse af kontingent for cheerleading med henblik på deltage i konkurrencer i 2019. Det foreslås at kontingentet ændres fra nuværende kr. 1.800 årligt til kr. 2.400 årligt. Der fastholdes halvårlige opkrævninger.

  • Forslag 3: Ændring i klubbens vedtægter § 11 Bestyrelse – valg.

-          Nuværende ordlyd:

§ 11 BESTYRELSE – VALG
·      Bestyrelsen er foreningens daglige ledelse og repræsenterer foreningen i alle forhold.
·      Bestyrelsen kan nedsætte nødvendige udvalg til varetagelse af løbende eller enkeltstående opgaver.
·      De vedtagne beslutninger og foretagne handlinger forpligter foreningen i henhold til vedtægterne.
·      Bestyrelsen består af en formand, 4-8 medlemmer og 2 suppleanter, som vælges af den ordinære generalforsamling. Alle medlemmer af bestyrelsen vælges for 1 år ad gangen.
·      Efter den ordinære generalforsamling eller på førstkommende møde konstituerer bestyrelsen sig med minimum næstformand og kasserer.
·      På førstkommende bestyrelsesmøde efter generalforsamlingen tages der ligeledes stilling til om bestyrelsessuppleanter fast skal indkaldes til at deltage i bestyrelsens møder i valgperioden og om disse i givet fald har taleret.

-          Ændringsforslag:

§ 11 BESTYRELSE – VALG
·      Bestyrelsen er foreningens daglige ledelse og repræsenterer foreningen i alle forhold.
·      Bestyrelsen kan nedsætte nødvendige udvalg til varetagelse af løbende eller enkeltstående opgaver.
·      De vedtagne beslutninger og foretagne handlinger forpligter foreningen i henhold til vedtægterne.
·      Bestyrelsen består af en formand, 4-8 medlemmer og 2 suppleanter, som vælges af den ordinære generalforsamling. Formanden vælges for 2 år. To bestyrelsesmedlemmer vælges for 2 år ved hver ordinær generalforsamling.  Øvrige medlemmer af bestyrelsen vælges for 1 år ad gangen.
·      Efter den ordinære generalforsamling eller på førstkommende møde konstituerer bestyrelsen sig med minimum næstformand og kasserer.
·      På førstkommende bestyrelsesmøde efter generalforsamlingen tages der ligeledes stilling til om bestyrelsessuppleanter fast skal indkaldes til at deltage i bestyrelsens møder i valgperioden og om disse i givet fald har taleret.

3.       Evt.

Stemmeret på generalforsamlingen defineres af vedtægternes §7. Følgende har stemmeret: Aktive medlemmer der er fyldt 18 år og som ikke er i kontingentrestance og forældre eller værge til aktive medlemmer under 18 år. Der udleveres én stemme pr. aktivt medlem. Bestyrelsesmedlemmer der ikke er omfattet af ovenstående har ligeledes stemmeret i egenskab af deres medlemskab af bestyrelsen.

SGD Shoppen webshop officielt åben!

Efter flere måneders hårdt arbejde er det nu endelig blevet tid. Lørdag den 8. december 10.00 markerer en ny tid for SGD Shoppen, der de seneste år har varetaget salg af tøj og merchandise til medlemmerne i Søllerød Gold Diggers. For at kunne følge med tiden, og den stigende efterspørgsel, blev idéen om en webshop hurtigt et projekt som SGD Shoppen ønskede at få stablet på benene hurtigst muligt.

Camilla Spinoza, bestyrer af SGD Shoppen udtaler følgende til sgdfootball.dk: “Vi har ønsket at gøre det nemmere for vores medlemmer, både i bestillingsprocessen og betalingsprocessen. Derudover muliggør webshoppen at vi kan tilbyde medlemmerne et bedre overblik og et langt større sortiment. Jeg vil gerne takke bestyrelsen for at få frie rammer og blive stolet på i forbindelse med opbygning af SGD Shoppen.”

Bestyrelsen i Søllerød Gold Diggers vil gerne takke Camilla for hendes store arbejde med SGD Shoppen, og håber at det nye initiativ bliver en succes.

Vi erklærer hermed den nye webshop for officielt åben - den kan findes på www.sgdshoppen.dk

SGD indgår samarbejde med Unisport!

2018 var et spændende år for organisationen i Søllerød Gold Diggers. Et af tiltagende der blev sparket i gang i 2017 var SGD Shoppen. Denne har taget fart i 2018, og sørger dagligt for, at medlemmer i Søllerød Gold Diggers er iført sort og guld.

Det er med stor glæde at SGD Shoppen, ved Søllerød Gold Diggers, har indgået et samarbejde med Unisport, der gør at SGD i fremtiden kan købe og iføre sig SGD-produkter fra NIKE.

Samarbejdet med Unisport er utroligt spændende, da Søllerød Gold Diggers er den første “ikke traditionelle” europæiske fodboldklub de tager ind. NIKE bliver som leverandør af sportsbeklædning, alt fra baselayer til sneakers, med til at styrke identiteten og produktet som SGD kan tilbyde medlemmerne.

“Vi blev meget begejstret da SGD først kontaktede os omkring samarbejdsmuligheden. Søllerød Gold Diggers fremstår som en professionel og hårdtarbejdende organisation, værdier vi fra Unisport ønsker at identificere os med. Jeg har selv en fortid i flag football, og det er imponerende at se hvor langt både flag, tackle og cheerleading er nået siden jeg var en del af sporten for 15 år siden. Vi fra Unisport glæder os til et fantastisk samarbejde, og vil gøre vores bedste for at bidrage til at alle klubbens medlemmer ser skarpe ud fra de yngste til de ældste.” - udtaler Mikkel Sass, Team Sales & Lifestyle Category Manager hos Unisport A/S.

“Vi er ekstremt begejstret for at have fået en aftale i stand med Unisport. Unisport er nordens største leverandør af sportsbeklædning til fodbold, og vi håber at vi kan være frontfigur på et nyt marked. Amerikansk fodbold, flag football og cheerleading er sportsgrene hvor udstyret skal være i top, og vi ved at vi med Unisport som samarbejdspartner kan levere top lækre produkter, nærmest fra dag til dag. Stort tak til Camilla Spinoza, der gør et kæmpe arbejde for SGD Shoppen, og til drengene fra Unisport der har været meget professionelle i hele dialogen. Jeg glæder mig til samarbejdet.” - udtaler sportsdirektør Casper Reinhardt til sgdfootball.dk.

Allerede imorgen 10.00 lancerer SGD Shoppen deres nyeste webshop for medlemmer, og det vil her igennem, allerede, være muligt at bestille de fleste nye produkter fra NIKE.