SGD indgår samarbejde med Unisport!

2018 var et spændende år for organisationen i Søllerød Gold Diggers. Et af tiltagende der blev sparket i gang i 2017 var SGD Shoppen. Denne har taget fart i 2018, og sørger dagligt for, at medlemmer i Søllerød Gold Diggers er iført sort og guld.

Det er med stor glæde at SGD Shoppen, ved Søllerød Gold Diggers, har indgået et samarbejde med Unisport, der gør at SGD i fremtiden kan købe og iføre sig SGD-produkter fra NIKE.

Samarbejdet med Unisport er utroligt spændende, da Søllerød Gold Diggers er den første “ikke traditionelle” europæiske fodboldklub de tager ind. NIKE bliver som leverandør af sportsbeklædning, alt fra baselayer til sneakers, med til at styrke identiteten og produktet som SGD kan tilbyde medlemmerne.

“Vi blev meget begejstret da SGD først kontaktede os omkring samarbejdsmuligheden. Søllerød Gold Diggers fremstår som en professionel og hårdtarbejdende organisation, værdier vi fra Unisport ønsker at identificere os med. Jeg har selv en fortid i flag football, og det er imponerende at se hvor langt både flag, tackle og cheerleading er nået siden jeg var en del af sporten for 15 år siden. Vi fra Unisport glæder os til et fantastisk samarbejde, og vil gøre vores bedste for at bidrage til at alle klubbens medlemmer ser skarpe ud fra de yngste til de ældste.” - udtaler Mikkel Sass, Team Sales & Lifestyle Category Manager hos Unisport A/S.

“Vi er ekstremt begejstret for at have fået en aftale i stand med Unisport. Unisport er nordens største leverandør af sportsbeklædning til fodbold, og vi håber at vi kan være frontfigur på et nyt marked. Amerikansk fodbold, flag football og cheerleading er sportsgrene hvor udstyret skal være i top, og vi ved at vi med Unisport som samarbejdspartner kan levere top lækre produkter, nærmest fra dag til dag. Stort tak til Camilla Spinoza, der gør et kæmpe arbejde for SGD Shoppen, og til drengene fra Unisport der har været meget professionelle i hele dialogen. Jeg glæder mig til samarbejdet.” - udtaler sportsdirektør Casper Reinhardt til sgdfootball.dk.

Allerede imorgen 10.00 lancerer SGD Shoppen deres nyeste webshop for medlemmer, og det vil her igennem, allerede, være muligt at bestille de fleste nye produkter fra NIKE.