Troels Thorbjørn Nielsen: Vi er trætte af lige ved og næsten!

Det er kun få dage siden at holdkammeraten Kristian Gildsig var ude og udtale, at der var klare ambitioner om guld i 2017, og nu følger en af holdets kaptajner trop.

Troels Thorbjørn Nielsen, den 200cm høje og 155kg tunge offensive linjemand, der blev kåret til årets offensive linjemand i 2015 og 2016, er ikke et sekund i tvivl:

"Jeg har høje forventninger til den kommende sæson. Vi har et hold fyldt med talenter. Tilføjer man en snert af skuffelse fra tidligere sæsoner, så ser 2017 lovende ud. Vi er trætte af lige ved og næsten, og det er jeg sikker på at man kommer til at mærke i den kommende sæson.- Troels Thorbjørn Nielsen.

Troels Thorbjørn Nielsen i kamp mod Copenhagen Towers

Troels Thorbjørn var en af de spillere der på "rygtebasis" var gået på fodboldpension, men den 25 årige kæmpe, er klar på en sæson mere. Han nævner blandt andet hvem der skal holdes øje med:
"SGD's offensive koordinator. Kim Ewe er en sindsyg dygtig træner og et hvert hold der spiller under ham, skal være respektfulde. Kim har en passion for sporten der uden tvivl vil tænde en flamme i maven på alle spillere på holdet."

Det bliver spændende at se hvad SGD kan drive det til i 2017, og vi håber du vil følge med på både hjemmesiden og facebook-siden.

 

Kristian Gildsig: Vi skal vinde som et hold!

Søllerød Gold Diggers har længe været anerkendt for deres stærke offensive linje. En af nøglepersonerne på denne, er den 193cm høje og 135kg tunge Kristian Gildsig. Han er ikke til at tage fejl af, hans unikke personlighed og ægte "vikinge-look" er ikke noget man overser. 

Den nybagte far har netop besluttet, at han ikke er færdig med at spille fodbold. Hans store mål er at spille i en Mermaid Bowl. 
Gildsig missede finalen i 2015 af private årsager, men er nu klar til at tage arbejdshandskerne på.

"Jeg har aldrig glædet mig så meget til en sæson og jeg er ikke det mindste i tvivl om, at hvis vi som hold spiller til det potentiale jeg ser i hver enkelt spiller til træning, skal vi nok nå hele vejen. Mand for mand har vi holdet, nu skal vi præstere sammen som hold." - Kristian Gildsig.

Overskriften i sig selv beskriver Gildsig godt, hans hårde spillestil og flabede gavtyvspersonlighed, er med til at skabe frygt hos enhver modstander, og tilskuerne på Rundforbi Stadion har også ofte kunnet trække på smilebåndet over de mange kommentarer han har om både dommere og modstandere. 

Kristian Gildsig er en af de spillere i National Ligaen med det flotteste CV. Den 25 årige har repræsenteret Allgaü Comets i 2014 og de altvindende Swarco Raiders fra Østrig i 2015. 

Vi glæder os meget til at se Kristian Gildsig tilbage på banen i 2017!

U16 head coach på plads

Foto: Kenneth Ulrich

Som led i forberedelserne til næste års sæson, har vi ny fået styr på de sidste detaljer omkring klubbens U16 hold. Casper Reinhardt overtog jobbet som head coach i løbet af sidste sæson, og vil for den forestående sæson igen stå i spidsen for det talentfulde ungdomshold.
Casper har i flere omgange været inde over ungdomsholdet, og glæder sig til muligheden for at være med fra starten i år:
”Jeg ser meget frem til den kommende sæson, og at kunne være i spidsen for U16 igen hele året. Drømmene hos drengene er store, da mange var U14 drenge i vores guldår i 2014/2015. Jeg er sikker på, at vi med de yderst kompetente trænere jeg har fået omkring mig, kan give drengene et fantastisk år.”
Casper får hjælp af et trænerteam bestående af Morten Ramsgaard, Mads Kelbæk og Michael Lykke Pedersen.

U16 holdet starter deres forberedelse til den nye sæson d. 10. Januar på Rundforbi Stadion.
Hvis du har spørgsmål til U16 træningen, kan du kontakte Casper Reinhardt på tlf: 30336575 eller mail: cr@sgdfootball.dk

SGD Cheerleading åbner dørene for GRATIS CHEERCAMP

Har du en cheerleader i maven? - så kom til CHEERCAMP i januar på Rundforbi Stadion.
En cheerleader kan være alle aldre, størrelser og køn - og vi håber derfor, at se DIG på nedenstående datoer:

Den 7. + 8. januar kl. 9:00-15:00

Den 21. + 22. januar kl. 9:00-15:00

Udover vores fantastiske coaching-staff bestående af Camilla Spinoza og Michala Olsen, vil SGD's nyeste medlem af familien; Maskotten Goldie The Digger også deltage.

Vi glæder os til, at byde Jer velkommen til SGD Cheerleading.

 

Indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling

Der indkaldes hermed til ekstraordinær generalforsamling i Søllerød American Football Club.

Formålet med den ekstraordinære generalforsamling er at udvide bestyrelsen, sikre generalforsamlingens mandat til at bestyrelsen må kompensere frivillige organisatoriske kræfter i klubben på linje med frivillige sportslige kræfter, valg af professionel revisor og sidst - men absolut ikke mindst: modernisering af vedtægterne, så de stemmer overens med klubbens virkelighed.

Den ekstraordinære generalforsamling vil finde sted på Rundforbi Stadion d. 20.december kl. 19.00.

Vel mødt!

Indkaldelse og dagsorden

Forslag til nye vedtægter