Troels Thorbjørn Nielsen: Vi er trætte af lige ved og næsten!

Det er kun få dage siden at holdkammeraten Kristian Gildsig var ude og udtale, at der var klare ambitioner om guld i 2017, og nu følger en af holdets kaptajner trop.

Troels Thorbjørn Nielsen, den 200cm høje og 155kg tunge offensive linjemand, der blev kåret til årets offensive linjemand i 2015 og 2016, er ikke et sekund i tvivl:

"Jeg har høje forventninger til den kommende sæson. Vi har et hold fyldt med talenter. Tilføjer man en snert af skuffelse fra tidligere sæsoner, så ser 2017 lovende ud. Vi er trætte af lige ved og næsten, og det er jeg sikker på at man kommer til at mærke i den kommende sæson.- Troels Thorbjørn Nielsen.

Troels Thorbjørn Nielsen i kamp mod Copenhagen Towers

Troels Thorbjørn var en af de spillere der på "rygtebasis" var gået på fodboldpension, men den 25 årige kæmpe, er klar på en sæson mere. Han nævner blandt andet hvem der skal holdes øje med:
"SGD's offensive koordinator. Kim Ewe er en sindsyg dygtig træner og et hvert hold der spiller under ham, skal være respektfulde. Kim har en passion for sporten der uden tvivl vil tænde en flamme i maven på alle spillere på holdet."

Det bliver spændende at se hvad SGD kan drive det til i 2017, og vi håber du vil følge med på både hjemmesiden og facebook-siden.