SGD vinder over Tigers

Der var lagt op til spænding, da Aarhus Tigers gæstede Rundforbi Stadion lørdag eftermiddag. I en sæson med både op og nedture for begge hold, var en sejr i gårsdagens kamp vigtig. Det var det sidste opgør inden sommerferien, og begge mandskaber ønskede at gå pause med en god oplevelse i hukommelsen.

Tigers lagde godt for land, og bragte sig foran 0-7. Dette ville Marcus Bennett, SGD’s nyerhvervede supertalent, ikke lade stå til og udlignede til 7-7. Efter skiftende boldbesiddelser, befandt SGD sig kort inden halvleg langt fra Tigers endzone med 8 sekunder igen. Det problem løste Morten Forsbøl og Phillip Holm, der sammen skaffede en ordenligt bunke yards, på et langt kast. Hjemmebaneholdet var nu i FG afstand, og her kvitterede Phillip Friis Andersen med 3 point. 10-7 ved halvleg.

Efter halvlegen udbyggede SGD føringen til både 17-7 og 20-7. Selvom Aarhus kom igen, blev nordsjællænderne for stor en mundfuld for jyderne, hvor især runningback Thomas TJ Johansen trådte i karakter. Med et løb på over en halv banelængde, bragte han bolden ned i målzonen, hvor han selv fik lov til at hamre det sidste søm i kisten til slutstillingen 34-21.  

Peter Alexander Halby fik Gameballen, efter en pragtpræstation på den defensive linje, hvor han gentagende gange nedlagde Tigers QB.

SGD går nu på velfortjent sommerferie, og ser frem til efterårshalvåret, hvor et godt slutspil-run forhåbentlig venter.