Uovervindelige U16 taber endelig

U16 Martin Stabel - Photo by Kenneth Ulrich

U16 Martin Stabel - Photo by Kenneth Ulrich

Søllerød Gold Diggers U16 havde inden søndagens kamp imod Herlev Rebels ikke tabt en kamp siden de senere danmarksmestre I april 2014 så sig slået af Copenhagen Towers. 19 kampe i streg var det blevet til uden nederlag for Coach Reinhardt og hans drenge, men kamp nummer 20 skulle vise sig at blive endestationen på den absurd lange stime som ubesejret I juniorfodbold.

SGD U16 kunne ved slutfløjtet se sig slået med 36-26. Kampen i sig selv havde ingen betydning for sæsonens forløb. Allerede inden kampen havde U16 holdet sikret sig første pladsen i Øst-rækken, og dette gav blandt andet plads til at eksperimentere med nye spillere. 

"Kampen i sig selv sagde langt flere ting end selve resultatet. Vi havde allerede inden kampen talt om, at det var vigtigt at vi fik spillet alle spillere lige meget. Første halvleg gik som vi kunne have frygtet. Vores drenge var ikke klar, og havde som sådan ikke et svar på de ting Herlev gjorde. Vi fik rettet til i halvlegen, og drengene kom ud med en helt anden gejst og knoklede som jeg aldrig har set dem før. Kampen håber jeg fungerer som et wake up call for drengene, så vi kan blive helt klar til slutspillet." udtaler Coach Reinhardt, og afslutter, "Stor ros til Herlev HC Kevin Schmalz for at forberede hans drenge godt til kampen. Vores drenge fik meget med fra kampen, og man skal huske på at mange af drengene aldrig har prøvet at tabe en fodboldkamp før, da de er startet inden for de sidste 16-17 måneder. Vi skal have vendt nederlaget til en måde at blive bedre på."

De forsvarende mestre fra SGD U16 kan nu se frem til semifinalen der skal spilles på hjemmebane imod Aalborg 89'ers i weekenden den 19./20. September.

Kunne du tænke dig at blive en del af Søllerød Gold Diggers, så kontakt endelig klubben. Der er brug for alle størrelser, stor som lille. Vi byder dig varmt velkommen.