NL: Ny trænerstab i Søllerød Gold Diggers

Søllerød Gold Diggers’ overordnede vision er at være den bedste amerikansk fodbold-klub i Danmark og Europa, og måden at nå dertil er ved, at det primære fokus er og altid vil være udviklingen af de bedste spillere, trænere og teams. En filosofi, som Kim Ewé i høj grad grundlagde og udviklede i klubben. Klubbens bestyrelse har derfor ledt efter kandidater til posterne som træner for NL-holdet og som sportschef med den samme indstilling til sporten og trænergerningen.  Samtidig benyttede vi lejligheden til at tage en grundig overvejelse omkring den overordnede sportslige ledelsesstruktur, så vi i endnu højere grad kan sikre kontinuitet i klubbens sportslige udvikling og samtidig bruge kræfterne rigtigt og mest effektivt.

Da først rammerne omkring ledelsesstrukturen var gennemtænkt, var valget af head coach ikke svært. Klubben har besluttet at ansætte Troels Vestergaard og John Hansen, nuværende defensive og offensive coordinatorer, som head coach duo. Begge trænere har meget store sportslige og trænermæssige kompetencer, og de har gennem deres tid i SGD vist både et godt teamwork, men også en fantastisk god forståelse for klubben, dens værdier og dens vision.

Hvad angår sportschef-stillingen har klubben valgt at erstatte den med et dedikeret sportsligt udvalg. Det sportslige udvalg ledes af en team manager og har derudover de to head coaches samt enkelte andre medlemmer. Udover de typiske sportschef-opgaver skal det sportslige udvalg udarbejde og eksekvere en detaljeret vision, mission og plan over de nærmeste år, som kan understøtte klubbens udvikling mod at blive den bedste amerikansk fodbold-klub i Danmark og Europa.

Troels Vestergaard:

"Først og fremmest vil jeg sige tak til Kim Ewé. Det er ham, der gav mig chancen som træner for snart 10 år siden, og jeg ønsker ham alt held og lykke i Italien. Jeg glæder mig rigtig meget til 2015. Det projekt, som SGD skal i gang med, bliver spændende at være en del af, og da jeg fik tilbuddet, var jeg ikke et sekund i tvivl om, at det var noget jeg ville være med til. Jeg tror på, at SGD indenfor en kort årrække kan udvikle sig til at være Danmarks bedste klub, både på og udenfor banen, fra U12 til seniorplan. Lige nu er fokus dog at færdiggøre 2014 sæsonen. Vi er ved at finde rytmen på offense og defense efter et par gode kampe, så forhåbentlig kan vi gå hele vejen i år, selv om Towers ser stærke ud."

John Hansen:

"Jeg er utrolig glad for, at SGD og Kim troede på mig og hyrede mig som offensive coordinator i 2011. Det har været nogle fantastiske år, og jeg har virkelig nydt at lære af den bedste HC i Danmark - Kim Ewé. Jeg vil gerne ønske Kim held og lykke i fremtiden. Jeg er utrolig beæret over at have fået tilbuddet om at være HC sammen med Troels Vestergaard for 2015 sæsonen i SGD, og jeg glæder mig meget til denne udfordring. Det bliver helt fantastisk at arbejde sammen med SGD, medlemmerne og spillerne om at udvikle Nordens største klub."

Head coach duoen er i fuld gang med at sammensætte trænerstaben til sæsonen 2015 og har allerede fået accept fra Carlos Barrera og Jason Evans som hhv. DB-coach og RB-coach for 2015.

 Fra venstre mod højre: RB coach Jason Evans, head coach John Hansen, head coach Troels Vestergaard, DB coach Carlos Barrera.

 Fra venstre mod højre: RB coach Jason Evans, head coach John Hansen, head coach Troels Vestergaard, DB coach Carlos Barrera.