U16: Gold Diggers er Danmarksmestre

Lørdag d. 6. oktober vandt Søllerød Gold Diggers' U16 hold Challenge Bowl, finalen i U16 Danmarksserien, over Aarhus Tigers.

Da slutfløjtet lød i årets Challenge Bowl stod der 22-12 på resultattavlen i Gold Diggers' favør, og dermed var sejren over de hidtil ubesejrede Aarhus Tigers en realitet. En flot afslutning på en flot sæson af de lokale U16 drenge.

Gold Diggers fik en nervøs start på kampen, men en interception af Mark Harboe Voll vendte kampen til holdets fordel. Quarterback Axel Maach-Møller kastede det første touchdown til Thomas Ashworth, og senere scorede Ashworth igen på et kort løb. Andreas Christiansen satte punktum med et flot 70 yard touchdownløb.

Dominerende forsvarsspil

I en kamp, hvor angrebet havde svært ved at få tingene til at fungere, beviste forsvaret, at det gamle, amerikanske ordsprog, "defense wins championships", passer. Gold Diggers' forsvar satte endda selv en safety, to point værd, på tavlen, da det lykkedes at stoppe Tigers angreb i deres egen endzone. Derfor blev det også meget passende en forsvarsspiller, der løb med kampens game ball: linebacker Martin Stabel blev belønnet for en flot kamp.

"I dag viste holdet et flot bundniveau, da drengene formåede at slide sig til en sejr på en dag, hvor tingene ikke altid gik deres vej." - U16 head coach, Casper Reinhardt.

Allerede inden sæsonen gik i gang viste U16-holdet lovende takter, da de vandt opvarmningsturneringen Ung Start 2014, arrangeret af DAFF, Dansk Amerikansk Fodbold Forbund. Nu har holdet gjort rent bord, og det bliver spændende at følge de mange talenter næste sæson og fremover, når de skal tørne ud for de ældre hold i klubben.