Søllerød stærkt repræsenteret i Miami til VM i Flag Football

Sidsel Andersen er quarterback på kvinde-landsholdet i Flag Football. 

I disse dage spilles deres verdensmesterskaberne i Flag Football i Miami. Den store turnering der oprindeligt skulle have været spillet på Bahamas hvor både det danske herre- og kvindelandshold har kvalificeret sig, finder sted i Miami i denne weekend. 

Selvom spillerne til dagligt spiller flag football uden for deres tacklekarriere i Søllerød Gold Diggers, er vi stolte af, at være repræsenteret, med spillere som til dagligt har deres gang på Rundforbi Stadion. 

Søllerød Gold Diggers er således i år både repræsenteret på herre- og kvindelandsholdet med følgende spillere:

Sidsel Andersen - QB
Jonas Bo Hansen - WR
Mikkel Lindsø - DB

Derudover spiller tidligere SGD U19 QB Frederik Løchte Ermler også på herre-landsholdet som quarterback.

Kampen om Nordsjælland - SGD møder Towers

Fredag aften klokken 19.00 går det løs på Gentofte Stadion, når Søllerød Gold Diggers skal møde ærkerivalerne Copenhagen Towers. Fredagskampen i Gentofte mellem de to mandskaber, er de senere år blevet en tradition blandt de nordsjællandske klubber, der altid er garante for, ikke kun kampe på højeste niveau, men også for ultimativ spænding. Således er samtlige kampe mellem de to hold de seneste år, blevet afgjort i de døende minutter. Alt tyder på endnu en gyser fredag aften. 

Gentofte har reklameret med gang i grillen, og er man i fredagshumør, skulle det også være muligt at nyde lidt kolde drikkevare. 

Intensiteten i opgøret bliver høj, da de to hold helt klart har noget der skal bevises. Tonen mellem holdene har været god hele året, men tidligere Towers supertalent Marcus Bennett, valgte tidligere på sæsonen, at skifte den lilla uniform ud med SGD-uniformen.

Marcus Bennett inden sin 3. scoring mod Amager Demons. 

Marcus Bennett har siden skiftet nydt stor succes for SGD, og starten i klubben må betegnes som en drømmestart. Med seks scoringer i tre kampe, har Marcus Bennett givet quarterback Morten Forsbøl et dødsens farligt våben på angrebet. Marcus har allerede grebet 22 bolde for 245 yards og 5 scoringer, kun overgået af, den etablerede offensive superstjerne i SGD, nummer 81 Phillip Holm. 

Kampen fredag, bliver Bennetts første kamp tilbage på Gentofte Stadion, hvor han sammen med Søllerød Gold Diggers, skal hive den sejr i hus der kan give Søllerød hjemmebanefordelen når slutspillet inden længe begynder. 

Netop Bennett og resten af angrebet i Søllerød, er dem der skal finde dagsformen frem, så de kan sætte point på det dygtige Towers forsvar der rangerer som det bedste i Danmark. 

Vi håber at se flest muligt fredag aften klokken 19.00, til friday night lights i Gentofte. SGD merchandise kan købes via hjemmesiden, eller i aften på kontoret mellem 17.00 og 19.30. 

OFFICIELT! Collegespiller vender hjem til SGD

Joachim Christensen, vender efter 3 år i USA, hjem til Søllerød Gold Diggers

Efter tre år i på Wagner College i den amerikanske college division 1, vender Joachim Christensen officielt hjem til Søllerød Gold Diggers. Joachim pådrog sig sidste år en knæskade, og tog i foråret hjem til Danmark for at blive opereret og genoptræne. I genoptræningsperioden, gennemgik Joachim en stor evalueringsproces, samtidig med at han påtog sig ansvaret som træner for den offensive linje i Søllerød Gold Diggers.

Joachim er efterhånden et kendt navn i dansk-amerikansk fodbold, hvor han i perioden 2010-2011 repræsenterede det danske U19 landshold, og efter skiftet til Søllerød Gold Diggers i 2012, har været fast mand på det danske A-landshold.

SGD Receiver Peter Ebdrup og offensiv linjemand Joachim Christensen

Hvorfor vender du tilbage til Søllerød Gold Diggers?
- Jeg vender tilbage fordi jeg gerne vil afslutte hvad jeg har startet sammen med drengene på den offensive linje, først som træner og nu som spiller.

Hvad kan SGD-fans forvente af Joachim Christensen i 2016?
- De kan forvente en spiller som er sulten efter resultater, og som er top motiveret efter en lang skadespause. Jeg glæder mig til at trække i uniformen igen allerede på søndag.

Joachim Christensen overtager nummer 65 i SGD, og vil være at finde på banen, når SGD i morgen drager til Amager, for at møde Amager Demons. Vi byder Joachim varmt velkommen tilbage! #GoDiggers #Holdet

Fra SGD U19 til A-landsholdet på et år

Victor Skieller i aktion for SGD U21 - Photo by: 1st Down PHOTO

For blot et år siden løb den daværende 18 årige Victor Skieller, rundt på U19 holdet i Søllerød Gold Diggers. Victor har spillet alle sine ungdomsår i Søllerød Gold Diggers, siden han startede som 16 årig. Da sæsonen sluttede i oktober sidste år, stod Victor over for en klassisk forhindring, han var blevet for gammel til juniorbold, og skulle nu tørne ud i National Ligaen for Søllerød Gold Diggers. Efter blot et halvt år som seniorspiller, fik Victor en stor sommerferie nyhed, han havde spillet sig til en plads på det danske A-landshold.

Hvordan har overgangen fra juniorfodbold til National Ligaen været?
- Det var lidt hårdt, da jeg først og fremmest skulle vænne mig til niveauet, det hele går lidt hurtigere på senior. Når man går fra en liga, hvor man er vant til at være en af de største, til at være en af de yngste, så kræver det lige en smule tilvænning. Samtidig føler jeg dog også, at seniorbold har rykket mig utroligt meget som spiller denne sæson, og vil blive ved med det de kommende sæsoner.

Hvornår vidste du første gang du havde en chance for at komme på A-landsholdet?
- Det tror jeg må være efter kampen mod Aalborg i år, hvor jeg havde gode yards og et langt TD løb. Efter oprykningen fra junior har jeg skulle vænne mig til niveauet, og det følte jeg for første gang, at jeg havde efter denne kamp. Dernæst var der try out til A-landsholdet, hvor jeg virkelig følte at, det nok skulle kunne være en mulighed.

Hvordan føltes det, da du fik beskeden om, at du var udtaget?
- Jeg blev selvfølgelig super glad. Både fordi jeg havde en mulighed for at komme til Polen og repræsentere Danmark, men også fordi det kun er mit fjerde år i sporten, hvilket jeg selv følte var en flot indsats og et ret stort skulderklap.

Hvordan var det at få debut for Danmark?
- Det var meget specielt, eftersom det var første gang, jeg havde en mulighed for at spille for Danmark. Selvom de drives der var, var meget spredt ud på alle spillere, var det stadig meget stort at kunne repræsentere sit land. Det var en stor oplevelse for mig, ligesom det var for mange andre af de andre. Jeg kommer helt sikkert til at gå efter en plads på holdet i 2017.

For præcist et år siden spillede Victor Skieller på SGD U19 - nu er han på A-Landsholdet.

Defensiv profil klar til 2. halvdel af sæsonen

Lars Ringgaard missede det meste af foråret pga. skader. Photo - Tina Carstensen

Da A-landsholdet i sidste uge lå i træningslejr, var det første rigtige test for den stærke linebacker, fra Søllerød Gold Diggers, Lars Ringgaard. Lars missede det meste af forårssæsonen, da han i sæsonens anden kamp, måtte humpe fra banen. 

SGD's defensive stab forventer, at man med Lars tilbage, og tilføjelsen af Patrick Tambour, endelig kan få lidt stabilitet på en position, hvor man på papiret ser uhyggeligt dygtige og dybe ud, men desværre har været utroligt ramt af uheld. 

Alle linebackers meldes helt klar, og vi glæder os til at se Lars tilbage på banen, når Søllerød Gold Diggers på søndag drager til Amager for at møde Amager Demons. 

Kampen kan streames live på http://nationalligaen.dk/nl-tv/